HISTORIEN

Der var engang en flødekaramel,
et lindetræ og en rasende 
H.C. Andersen...

Flødekaramellen

Vi skal tilbage til 1848. Her drev Christian Frederik Bredo Grandjean konditori i den Collinske Gård i Store Strandstræde. Grandjean blev særligt populær på sine flødekarameller, der var pakket ind i et portræt af politikeren Orla Lehmann. Lehmann var en fremtrædende dansk repræsentant for den revolutionære stemning, som ulmede over hele Europa og gav os Grundloven i 1849. Københavns politiske og kunstneriske elite sværmede om det gamle konditori, og Grandjean blev så rig på Lehmann-karamellerne, at han købte hele adressen i 1853, og opførte de smukke bygninger som står i dag.

H.C. Andersen og LINDETRÆET

”Det gamle træ, o, lad det stå, det må I ikke fælde.” Sådan skrev H.C. Andersen, da de gamle bygninger skulle rives ned. For midt i gården stod et gammelt smukt lindetræ, som stod digterens hjerte nær. Men fældet blev det. Digteren tilgav dog Grandjean, da han så de nye smukke bygninger. Til rejsegildet skrev han et nyt og gladere digt, hvori det lyder:”Gid meget godt og dygtigt ske. I huset som vi satte. Gid fremtids børn må på det se. Som en af byens skatte.”

ANTON

Restauranten tager sit navn efter familien, der gennem tiden har sat store aftryk på det københavnske kulturliv. I 1875 blev Anton Svendsen, koncertmester i Det Kgl. Kapel og professor og direktør for Konservatoriet, portrætteret af P.S. Krøyer. Det smukke maleri hænger i dag i restauranten. Det viser Anton som voksen, men allerede som 8-årig spillede han for Grevinde Danner og Frederik 7. Koncerten blev dog brat afbrudt, da der dryppende stearin fra en lysekrone som ramte grevinden på armen. Antons Svendsens søn Frank Anton Svendsen giftede sig med Tove, oldedatter af Grandjean, og sådan blev Anton et navn, der indskrev sig i historien om gården i Store Strandstræde.

Restaurant siden 1915

Restaurant Antons lokaler er præget af vægmalerierne, som gør lokalerne til musernes løvsal. Seks af malerierne er malet i 1853 af Christian Hetsch, og komediens og tragediens muser er malet af Søren Frandsen i 1990.

Når man træder ind på Restaurant Anton, træder man ind i et stykke danmarkshistorie. Bygningen blev opført i 1853 af Christian Bredo Grandjean, finansieret af en yderst succesfuld karamel, og fungerede oprindeligt som et eksklusivt konditori, hvor byens spidser kom (det første konditori i København hvor kvinder var velkomne), heriblandt H.C. Andersen, der blev en nær ven af familien.

HISTORISKE OMGIVELSER

ÅBNINGSTIDER

FROKOST
Mandag - Søndag
11.30 - 15.00

AFTEN
MANDAG - SØNDAG
17.00 - 01.00